Trine Krebs om kulturens vigtighed, barndomsminder og Food Festival
Udgivet 30. august 2023
Kok, forfatter, ildsjæl, debattør og Grøn Chef i Food Organisation of Denmark, Trine Krebs, har gennem mange år været forkæmper og talskvinde for udviklingen af økologisk frugt og grønt. Hun lever og brænder for at skabe og bevare livet i landet gennem aktive fællesskaber. Hun skriver til dagligt om alt, hvad der rør sig i verdenen omkring biodiversitet, klima, mad, sundhed, økologi og kunst. Du kan møde hende under dette års Food Festival til en grød madoplevelse eller i interviewet her, hvor hun fortæller om kulturforbrug, barndomsminder og kulturens vigtighed for den mentale sundhed.
Hvad betyder kultur for dig og hvordan vil du beskrive dit kulturforbrug?
Jeg elsker, når jeg møder mennesket, naturen, livet sat i scene på nye og overraskende måder. Jeg drømmer dagligt om at få en opera til at spille i min kornmark med dramatisk Isefjordsbagtæppe. Der hvor kulturen giver mig et nyt blik, liv i øjnene og energi til næste bjergbestigning. Hvor hjertet åbner sig og mit blod finder nye veje at krybe rundt i min krop. Jeg bliver forbundet med mig selv, min historie og klodens liv på nye måder.
Hvilken kulturoplevelse har gjort særligt indtryk på dig, og hvorfor?
At danse ”røwballedans” til Himmelhunden igennem hele min ungdom med alle dele af min familie og min families venner på nunedlagte Hjardemål Klithotel. Det er noget af det mest levende og ærlige, jeg ved. Alle kan være med. Alle kan byde op. Alle er lige på dansegulvet. Alle skråler med på mere og mindre heldige verserim. En økologisk thypils i hånden og så bare være med det der er... primært en masse svedige kroppe, som danser på alle mulige mærkværdige mellemslag – forsøge at følge med onkler, tanter, deres venner og mine egne venner. Det vil altid stå for mig som noget af det sjoveste, livgivende og ægte. Jeg holder meget af den kultur, som kan samle os på tværs af generationer og som skaber liv i alle mellemrummene i samfundet.
Hvordan prioriterer du kulturen i hverdagen og hvad får du personligt ud af det?
Det er vigtigt for min mentale sundhed, at jeg ofte kommer ud og hører koncerter, rigtig gerne i kombination med dans, så ofte som muligt. At jeg ser teater om vinteren og er ude og smage på høsten i vår, sommer og høst. Jeg får nye ord, nye tanker, nye måder at tage livet ind på, jeg gror ikke fast i min egen vildt fede Trine-elsker-grøntsager-og-økologi-identitet. Jeg falder i søvn med smil på læben og synes at jeg svæver lidt mere hen over opvasken.
Hvilket event på gogoo vil du anbefale?
Klart Food Festival på Tangkrogen i Aarhus den 1-3 september – bare fordi jeg skal stå med grøntsager på alle scenerne og der er ikke noget, som et godt publikum, der kan få det hele til at rulle.