Mette Rode Sundstrøm om kulturens vigtighed, meningsfulde oplevelser og 3daysofdesign
Udgivet 7. juni 2023
Mette Rode Sundstrøm er direktør og frontkvinde for auktionshuset Lauritz.com. Hun har gennem sin lange karriere - både i sit arbejds- og privatliv - haft kunst, design og indretning helt tæt på. Hun dyrker kulturlivet med stor glæde, da hun mener, det er horisontudvidende og en væsentlig drivkraft i livet. Hun ser kultur som en måde at blive stimuleret, inspireret og dele uforglemmelige øjeblikke med venner og familie. I interviewet deler Mette sine tanker om kulturens vigtighed, hun fortæller om særlige kulturoplevelser og anbefaler et Lauritz.com-event under 3daysofdesign i København.
Hvordan prioriterer du kulturen i hverdagen og hvad får du personligt ud af det?
Kultur er en vigtig stimulation for mig på alle måder. Både de spontane, overraskende kulturoplevelser i hverdagen og de mere planlagte storslåede øjeblikke. Der er så meget inspiration og energi at hente i møder med kulturen og alle de ildsjæle, der står bag de mangfoldige kulturoplevelser, der venter på at blive udforsket, hvis bare vi husker at gribe dem. Al den sanselighed, som kulturen bidrager med, og de nye horisonter, den kan åbne, er en essentiel drivkraft for mig i livet.
Mit kulturforbrug er stort. Qua vores liv med Lauritz.com er jeg så privilegeret at deltage ved mange berigende arrangementer indenfor alt fra fx kunstudstillinger over musik og teater til sport. Mange gange er jeg gæst, andre gange er det os selv hos Lauritz, der initierer kulturarrangementer rundt om i landet, som vi så deler med kunder og samarbejdspartnere.
Derudover er det en særlig kulturskat for mig personligt, at vi hos Lauritz gennem 9 år har skabt 92 episoder af Fantastiske Hammerslag for TV2. En reportageserie der giver indblik i nogle af de mange fine stykker kulturhistorie, som vi møder som auktionseksperter, når vi sælger kunstværker, designklassikere og antikke samlerobjekter. Det er en ære at få lov til at formidle de kulturfortællinger sammen med vores kunder og mine kolleger.
Hvilken kulturoplevelse har gjort særligt indtryk på dig, og hvorfor?
Jeg er blevet dybt inspireret og imponeret af mange kulturoplevelser gennem livet. Et eksempel er Smukfest i Skanderborg, som jeg nyder sammen med min mand Bengt og vores drenge. Vi har hos Lauritz samarbejdet med Smukfest i mange år omkring en årlig auktion, hvor Smukfest har sat unikke musikoplevelser på auktion til fordel for deres Polka Verner legat, som festivalen uddeler til en eller flere danske personligheder, der har bidraget særligt til den danske kulturscene. Udover at facilitere auktionen har vi gennem årene doneret et ophold til legatvinderne i kunstnerrefugiet på vores vingård Chateau Vignelaure i Frankrig. Så dér har vi haft besøg af mange talentfulde mennesker som fx MØ, Mia Lyhne og Mikael Bertelsen, mens de næste gæster er Jonathan Spang og hans dygtige hold bag "Tæt på Sandheden”.
Jeg må også nævne Bellevue Teatret, som både er en kær samarbejdspartner og vores nabo hjemme i Klampenborg. Hvert år inden jul går vores familie troligt ind og ser Folk og Røvere i Kardemomme By, efter at vi har klappet kamelerne udenfor og bestilt popcorn. Forestillingen har spillet i over 40 år og er et vidnesbyrd på, hvordan kultur kan samle os. Sommetider med innovative impulser og andre gange - som Folk og Røvere - ved en nærmest ceremoniel, fælles gensynsglæde.
Hvordan vil gogoo styrke dit kulturforbrug?
Gogoo giver nye, ansporende ideer til kulturoplevelser, som jeg ikke selv ville have opfanget i og omkring København, og på mine ture rundt i resten af landet. Det er interessant og stimulerende at gå på opdagelse i gogoo appen og blive nysgerrig på fx aktuelle udstillinger, koncerter og events, fra storstilede skelsættende begivenheder til små mere finurlige lokale arrangementer. Når man botaniserer i udbuddet, bliver man ydmyg overfor, hor meget kulturlivet i Danmark har på hjerte.kulturlivet i Danmark har på hjerte.
Hvilke tre events på gogoo vil du anbefale?
Jeg kan varmt anbefale de aktuelle 3daysofdesign, hvor hele København bobler over af den ypperligste formgivning, som design scenen har at byde på. Design festivalen tiltrækker et internationalt publikum, der cruiser rundt i byen og udforsker de spændende udstillinger og mange talks med meningsdannere indenfor indretning. Hos Lauritz har vi i år etableret et samarbejde og event med 3daysofdesign og hotspottet La banchina på Refshaleøen, hvor vi indretter caféen, gårdhaven og badebroerne med vintage møbler, kunst og keramik samt nye havemøbler med en bæredygtig profil. Hele indretningen er til salg på Lauritz.com, hvis man nu skulle forelske sig i den stol man sidder i. Vi inviterer alle til at komme og hænge ud med os i La Banchinas indtagende oase, hvor man kan nyde udsøgt kaffe, vine og et lækkert økologisk måltid. Fredag d. 9. juni kl. 16 arrangerer vi en talk, hvor klimaaktivist og forfatter Signe Wenneberg og jeg samtaler om bæredygtig indretning og genbrugsæstetik.
En anden anbefaling er kulturfestivalen Heartland på Egeskov Slot. Min mand Bengt og jeg har været så heldige at følge udviklingen af Heartland på tæt hold, da vi er venner med familien på Egeskov. Det er så fascinerende og livsbekræftende at se, hvordan den oprindelig vision er blevet bragt til live over årene, så publikum i dag kan dykke ned i et overflødighedshorn af kultur indenfor de fire genrer; musik, kunstinstallation, talks og mad. Det hele er et eventyr for sanserne.
En tredje anbefaling er Det Kongelige Teaters forestilling Ragnarok i Ulvedalene i Dyrehaven. Den forestilling er et must for vores lille familie, der altid tager på teaterudflugt ud i Dyrehaven, når Det Kongelige folder sig ud. Det er bjergtagende at sidde der midt i naturen og lade sig rive med af de overdådigt opsatte og dramatiske fortællinger, med heste der galoperer vildt ned af bakken, faklers flammer der lyser natten op og eventyrfigurer, der pludselig træder frem fra skoven.