Udgivet 20. april 2023
Ugen byder på en masse skønne events, hvor du sammen med dem du holder af kan skabe mindeværdige oplevelser. Du kan være med når One Drop Reggae Club inviterer til en festlig, musikalsk aften, der hylder mangfoldigheden. Du kan opleve et spændende foredrag med digteren Caspar Eric, der fortæller om sine “Handicapdigte”. Du kan også være med når ARTTORIUM i Odense inviterer til fernisering på udstillingen “Take it or leave it”, der handler om mødet med det ukendte.
Se ugens kulturguide her og find inspiration til din næste oplevelse.
#letsgogoo
Bakkehuset, Frederiksberg, tors. d. 20. apr. kl. 19:30-21
Kom og vær med når digteren Caspar Eric holder et interessant foredrag i Bakkehuset på Frederiksberg. Tidligere i år udgav digteren den meget roste digtsamling "Nye balancer", der bærer den overraskende undertitel "Handicapdigte". Men digtene handler faktisk om at finde balancen mellem at være og at blive set og kategoriseret som handicappet, hvilket digtsamlingen undersøger i et poetisk nænsomt, vredt og humoristisk sprog. Caspar Eric kender selv til det at blive kategoriseret som handicappet, da han har cerebral parese. Til foredraget vil han læse op fra digtsamlingen og samtale med formanden for Dansk Litteraturforening på Bakkehuset, lektor Elisabeth Friis.
Musikkens Hus, Aalborg, fre. d. 21. apr. kl. 20
Oplev den danske sanger-sangskriver Malte Ebert tage det musikalske show til nye højder, når han indtager scenen i Musikkens Hus med ‘Mellem Himmel og Jord’ i forbindelse med en større danmarksturné. Med sig på scenen medbringer Malte med nøje udvalgte venner, og aftenens emner tæller alt lige fra feminisme, livet på landevejen, fodboldkultur, glimmer og guld til kærlighed, kongeligt mod og storhedsvanvid. Det bliver en medrivende koncert og en festlig aften, hvor du kan forvente overraskelser, vellydende toner og underholdning på et nyt niveau.
Operaen, Christiania, København, fre. d. 21. apr. kl. 22
Tag en god ven under armen, kridt danseskoene og tag en tur på Operaen på Christiania, hvor du er inviteret til en festlig aften på den nye reggae club, One Drop Reggae Club. Denne aften fejrer de mangfoldigheden med musik fra. DJ Hydepark, General Knas, Tuco Ifill, Urterådet, Tuxen, DJ Johnson, Universal Sound, LADJ, Youngblood Sound og mange flere. Det bliver en farverig aften, hvor der er sikret en masse god musik, der nok skal få dig på dansegulvet!
ARTTORIUM, Odense, fre. d. 21. apr. kl. 19
Tag med når ARTTORIUM inviterer til fernisering på udstillingen “Take it or leave it”, hvor multikunstneren Lars Mikke præsenterer et unikt udvalg af sine værker. Udstillingen viser kunstnerens seneste skulpturer og malerier fra 2023. Udstillingen er tematiseret over mødet med det ukendte, "rejsen ind i Dødens mysterium". Malerierne handler om det at skulle forholde sig til døden, og som ingen kender til eller kan forberede sig på. Udstillingen er et forsøg på at omfavne tankernes strøm og finde en form for ydmyghed til at leve og beundre dette liv.
Aarhus Teater, Aarhus, tirs. d. 25. apr. kl. 17
Skynd dig at skaffe dig en billet til det nye og spændende skuespil: PANIC! på Aarhus Teater. PANIC! handler om generationen, hvis forældre og bedsteforældre har brændt planeten af og efterladt en verden fuld af varer, underholdning og teknologiske mirakler. Men fremtiden er aflyst. Kort sagt: PANIC! PANIC! tager dig med ind i de glødende landskaber, hvor livet er en drøm, ingen længere drømmer. Et rædselsscenarie om den katastrofe, som kommer, uanset hvad vi gør. PANIC! er både højaktuel og ikke mindst yderst underholdende!
Nyd foråret og den blomstrende kultur.