Udgivet 8. juni 2023
Ugens anbefalinger indeholder noget for enhver smag! Du kan for eksempel tage med til en storslået kunst-, musik- og kulturfestival på Fyn, lytte med til en interesant samtale om bæredygtig indretning og genbrugsæstetik til 3daysofdesign, eller du kan opleve ud-af-kroppen-koncerter til Syd For Solen på Frederiksberg.
Se ugens kulturguide og find inspiration til din næste oplevelse.
Søndermarken, Frederiksberg, tors. d. 8. juni - lør. 10. juni
Tag med når Syd For Solen åbner op i Søndermarken: en eventyrlig, kongelig have. Syd For Solen er 3 dages koncert, stemning og fællesskab lige i hjertet af Frederiksberg. Hver dag, nyt line up: musik, mennesker, mad og momenter af international klasse. Syd For Solen præsenterer banebrydende musikere i smukke omgivelser for at skabe en unik festivaloplevelse. De sætter scenen for ud-af-kroppen-koncerter, som du sent vil glemme. Der er grobund for mindeværdige øjeblikke med vennerne.
La Banchina x 3daysofdesign, København, fre. d. 9. juni. kl. 16-17:30
Kom med til en spændende samtale, hvor klimaaktivist Signe Wenneberg fortæller om klima, miljø og bæredygtighed - hendes motto er, at ingen kan alt, men alle kan noget. Her taler hun om bæredygtighed i praksis og hvordan man indretter sig bæredygtigt. Foredraget ledes af direktør for netauktionshuset Lauritz.com, Mette Rode Sundstrøm.
Egeskov Slot, Kværndrup, tors. d. 8. - lør. d. 10. juni
Tag med når Heartland Festival 2023 endnu en gang finder sted i magiske omgivelser på Egeskov på Fyn. Heartland kombinerer live-samtaler og samtidskunst med det bedste fra musik- og madscenen. Heartland er en samtidig kulturfestival, hvor mennesker mødes og udvikler sig gennem fællesskaber og underholdende oplevelser med musik, samtaler, kunst og mad. De har kombineret et internationalt program med Music, Art, Talks og Food og præsenterer et udvidet festivalformat på dansk jord.
ARoS, Aarhus, fre. d. 9. juni. kl. 18:30-19:30
Tag med til Artist Talk på ARoS, hvor kunstnerduoen benandsebastian udfolder værket Silent Parties. Kunstnerduoen benandsebastian åbner værket Silent Parties med spektakulære technoperformances hen over tre dage i Smykkeskrinet, Aarhus’ skjulte arkitektoniske perle. Aftenen begynder på ARoS med Artist Talk og bar i Salonen, hvor kunstnerne udfolder værket. Du er garanteret en på opleveren - skynd dig afsted!
Bora Bora - dans og visuelt teater, Aarhus, man. d. 12. - tors. d. 15. juni.
Vær med når den spændende og iøjnefaldende festival, LIVING ON THE EDGE, løber af stablen i Aarhus. LIVING ON THE EDGE præsenterer danske, færøske og grønlandske forestillinger på teatre og udendørs locations i Aarhus 12.-15. juni. Festivalen præsenterer et alsidigt program af forestillinger, som på forskellig vis kredser om menneskets forhold til vores omgivelser. Festivalen arrangeres af Performing Arts Platform i forbindelse med IETM Aarhus 2023.